Så har Smartlog ændret deres platform - jeg tror og håber, at det er til det bedre. Men det betyder også, at de har ændret den brugerflade jeg tidligere har benyttet. Derfor fremstår min blog pt. lidt anderledes end tidligere.

 I den forbindelse har de tilsyneladende slette alle de links der tidligere var på siden...

 Jeg vil kigge nærmere på de nye muligheder, og så bliver det nok til en lille ansigtsløftning.

Så sikkert som amen i kirken vil dagen i dag byde på en række tåbelige forslag fra venstrefløjen.

I dag er det arbejdernes internationale kampdag, hvilket vel er den helligste dag overhovedet for venstrefløjen. Det skal selvfølgelig fejres, og for at bibeholde et vist alibi for at bælle øl og pjække fra diverse uddannelsesinstitutioner inviterer man nogle gode venstreorienterede talere.

Talerne er som regel ganske forudsigelige. Kritik af regeringen, kritik af erhvervslivet, kritik af USA og måske i år også lidt kritik af Nicolas Sarkosy i Frankrig.

Med til de traditionelle taler hører selvfølgelig også en eller anden form for koordineret forslag, angreb, kritik eller lignende mellem Socialdemokraterne og fagbevægelsen - ihvert fald de år, hvor de to er på god fod med hinanden.

I år hedder det store forslag en timebank. Forslaget er tidligere blevet præsenteret, men fagforeningerne har gemt det lidt væk, da det ikke kom med i den netop overståede overenskomstforhandling(selvom den nye flexkonto lugter lidt derhen af).

Nu er forslaget blevet relanceret af både SF, Socialdemokraterne og fagbevægelsen. Der er nuance forskelle, men alle udspil er skåret over samme læst.

Man skal have mulighed for at opspare overarbejde (arbejde ud over 37 timer) i sin timebank. Denne bank vi så følge en resten af livet og man kan "hæve" timerne på et senere tidspunkt i livet.

Hvorfor mener jeg så, at et sådant familievenligt forslag er tåbeligt?

Jo, vi er i en situation hvor vi mangler arbejdskraft. Den mangel vil forsætte de næste mange år, hvor de store årgange går på pension og de små kommer ind på arbejdsmarkedet. Derfor har Folketinget i al sin visdom lavet en velfærdsreform light, der ihvert fald af omtale skal afhjælpe på problemet.

Strenget taget kan problemet med mangle på arbejdskraft anskues således. Enten skal man tilfører flere hænder, eller man skal have de der er på arbejdsmarkedet til at starte tidligere, arbejde mere og forsætte længere.

Det er meget svært at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Der er intet som tyder på, at man kan få de studerende hurtigere gennem uddannelsessystemet og udsigten til en højere pensions- og efterlønsalder er skudt langt ud i fremtiden. Derfor er eneste mulighed, at der skal arbejdes mere.

En timebank, vil lægge en begrænsning på muligheden for at arbejder mere. Den vil muligvis få nogen til at knokle ekstra nu, da de senere har udsigt mere frihed. Men i sidste ende vil det betyde, at folk kan sparer op til endnu mere tid uden for arbejdsmarkedet, hvilket blot vil betyde større mangle på arbejdskraft.

Med andre ord er timebanken en rigtig tåbelig ide. Og så har jeg ikke engang være rundt om de ideologiske argumenter for hvorfor hulen skal min arbejdstid og fritid styres af en timebank, der sikkert også på en eller anden måde skal finansieres af mine penge?

Glædelig 1. maj!

Kære læser,

Jeg skal starte med at beklage den lange skrivepause her på bloggen. Det skyldes en kombination af meget travlt på arbejde og et usædvanligt kedeligt politisk liv, hvor der sker utrolig lidt seriøst. Samtidig vil jeg gerne takke for opfordringerne til at få gang i skriverierne igen!

Tiden er der ikke blevet mere af, men til gengæld er der på det seneste sket nogle ting på den politiske scene, som bare må kommenteres.

Til sidst skal jeg beklage, at bloggen pt. kun findes på www.kaasgaardnu.smartlog.dk og ikke på www.kaasgaard.nu. Det skyldes, at jeg har skiftet udbyder og lige mangler at få de sidste detaljer på plads.

Mvh
Anders

Ja, jeg ved det godt - der er blevet for langt mellem indlæggene. Det vil jeg prøve at samle op på. Jeg har mange gange været tæt på at skrive noget om alle de små ting der hele tiden bringer ens blod i kog. Om velfærd, regeringen og vrede pædagoger.

Det der imidlertid har hidset mig så meget op, at jeg rent faktisk får skrevet noget er den tilbagevendende historie om ungdomshuset.

Jeg tilhører den gruppe der støtter op om den private ejendomsret. Derfor kan det også undre mig, at det har taget så lang tid at få de unge ud og faderhuset ind. Men retsagen skulle jo overstås. Straks da fogedretten fik fastsat en dato for rydningen af ungdomshuset kom politikerne på banen.

Et flertal i borgerrepræsentationen vil lave en lokalplan der helt enkelt skal tvinge faderhuset til at lade de unge blive.

Da jeg hørte det første gang nægtede jeg simpelthen at tro det! Men efter at have set et indslag i TV-avisen hvor Nina  Thomsen fra SF blev interviewet, må jeg konstatere, at vi nu lever i en bananrepublik.

For det første er det københavns kommune der har solgt huset til faderhuset. Idag har vi måske nogle andre politikere, men det betyder ikke at de uden videre kan omgøre den tidligere aftale.

For det andet, så tvivler jeg meget på, at en kommune - en offentlig myndighed - efter så klare politiske udmeldinger kan, kan lave en lokalplan for bare et hus uden at det bliver magtfordrejning.

For det tredje, så glæder jeg mig til at se selve lokalplanen. Den bliver ikke nem at udforme for politikerne. Selvom man via en lokalplan bestemmer at huset skal bruges til kulturelle formål, så er faderhuset stadig ejer af huset. Det betyder, at huset stadig skal rømmes, og så er det op til faderhuset at indrette huset som et kulturhus. Umiddelbart kan de jo godt afholde salmesang, kristne foredrag og lignende i et kulturhus.

Derfor skal politikerne være meget specifikke i lokalplanen, hvis den rent faktisk skal sikre, at de unge bliver - og det bliver ikke nemt!

Hvis det her rent faktisk kan lade sig gøre for politikerne så betyder det at den private ejendomsret de facto er sat ud af kraft i Danmark, så sagen er værd at følge til dørs.

Men man undres over politikernes underlige påfund.

Jeg vil gerne starte dette indlæg med at beklage det markante fald i nye indlæg. Jeg må blot konstatere, at det er hårdt at komme ud på arbejdsmarkedet :-)

Debatten om velfærd og kommunernes økonomiske problemer vil tilsyneladende ingen ende tage - jeg har tidligere givet mit syn på problemet som en del af dette indlæg.

Der dog en vigtig pointe, som synes at være overset.

Mange kommuner har utvivlsomt økonomiske problemer, forstået på den måde, at de har svært ved at få det ønskede budget til at hænge sammen med der ønskede forbrug.

Problemet er kort sagt, at mange kommuners faste udgifter stiger pga. befolkningssammensætning, de får uventede udgifter til udligningsreformen og mange års manglende vedligehold er ved at indhente dem. Omvendt har man ganske vist flere penge end nogensinde før, men man er underlagt en begrænsning i hvor meget man må hæve sit forbrug.

Derfor kommer problemerne.

Men problemet er i virkeligheden et helt andet. Kommunerne har jo længe kendt til de kommende problemer - man har blot ikke håndteret dem. I stedet ham tilsyneladende kun haft en løsning. Nemlig højere skatter og dermed højere offentligt forbrug. Denne løsning prøver regeringen nu at fjerne og derfor går kommunerne amok.

Men minder situationen ikke om noget?

Den oversete pointe er i mine øjne, at kommunernes situation minder meget om den situation, som staten Danmark befinder sig i, hvis vi ikke får lavet nogle rigtige velfærdsreformer.

Hvis ikke der sker ændringer vil vores faste udgifter stige, vi har et kæmpe efterslæb på vedligehold, og vores skattebase bliver mindre. Hvis man løser det ved højere skatter eller højere offentlig forbrug til man ødelægge økonomien, så på sin vis vil staten om en årrække stå med præcis de samme problemer som kommunerne har nu.

Og både kommunernes nuværende og statens kommende problemer vil være selvforskyldte. De vil skyldes mangelfuld og dårlig planlægning, samt en alt for udbredt trang til at kontrollere og styre enhver del af borgernes liv.

Derfor er kommunerne lige det eksempel der understreger nødvendigheden af reelle fremtidsorienterede velfærdsreformer!

Jeg har nedenfor begået en analyse af hvorfor jeg mener regeringen nok har vundet magten, men at dette er sket på beskostning af politikken.

Efter nærmere gennemlæsning virker det egentlig som meget deprimerende læsning, jeg har sådan set allerede foræret sejren til venstrefløjen. Lad mig derfor i denne post komme med nogle bud på hvordan situationen kan ændres.

Som jeg skrev nedenfor går det først og fremmest ud på igen at skabe indtryk af, at man vil en borgerlig-liberal politik internt. Det kan man gøre dels ved at skærpe den borgerlig-liberale profil, med en mere borgerlig-liberal retorik og siden politk. Dertil kommer, at man kunne fjerne noget af den dødvægt, at trækker partiet mod venstre, specielt Jens Rohde.

Dernæst er man nødt til at tage kampen op med socialdemoktraterne. Istedet for at gå ind på deres præmisser skal man sætte sine egne. Istedet for at acceptere konsensus skal man udfordre den bestående sandhed om at danskerne er socialdemokrater og at kun socialdemokratiske løsninger vil virke.
Hvis man gør dette vil det samtidig betyde, at man rent faktisk kan være i regering og opposition på engang.

Selvom regeringen har gravet sig ned i et hul med sin socialdemokratiske politik, så er der en vej ud. For det første, at er stort set alle de porblemer vi har i Danmark begrundet i fejlslagen socialdemokratisk politik. For det andet har man hele regeringensapperatet at sætte bag en ny politik. Men det vil kræve en enorm kommunikationsindsats, stærke ministre der kan styre deres embedsmænd og udskiftninger på nogle centrale pladser.

Hvor man man så sætte ind?

Pt. er er der tre problemer der præger dagsordnen her til lands. Den ene er økonomien, specielt manglen på arbejdskraf. Den anden er velfærden, specielt servicen i kommunerne. Den sidste er de høje boligpriser og konsekvenserne heraf. Lad os tage dem en af gangen.

Problemerne omkring mangel på arbejdskraft skyldes tre faktorer. Det kan ikke betale sig at arbejde, vi kan ikke tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft og vi må kun i ringe grad hentet lavt kvalificeret arbejdskraft. Løsning: inflationssikring af overførselsindkomsterne, afskaffelse af arbejdsmarkedsbidraget(der kun betales af folk i arbejde), afskaffeles af top og mellemskat, kortere dagpengeperiode og afskaffelse af østaftalen.

Servicen i kommunerne er efter sigende dårlig fordi de fattes penge. Dette er både rigtigt og forkert. Det er rigtigt fordi den vækstramme de enkelte kommuner har afhænger af deres forbrug i 2001 og derved ikke tager højde for f.eks ændret demografi. Det er rigtigt fordi en del kommuner er kommet i klemme pga. udligningsreformen. Og det er rigtigt fordi man mange steder har forsømt vedligeholdelsen og nu betaler regningen. Det er forkert, fordi kommunerne aldrig har haft så mange penge som i dag. Det er forkert fordi problemet ikke er mangel på penge, men mangel på ledelse og effektivitet. Og det er forkert fordi man bruger kæmpe summer på andet end velfærd f.eks. kultur.
Løsning: Mere privat service, flere udliciteringer, afskaffelse af udligningsreformen og indførsel af direkte tilskud fra staten, samt fokus på kerne opgaver og væk med resten.

De højeboligpriser skyldes primært at folk vil bo i byerne, men at der ikke bygges noget. Dels skyldes det, at almindelige prisstigninger. Det sidste kan man ikke gøre noget ved. Det kan man ved det første.
Løsning: Afskaffelse af lejereguleringen og tilladelser til at bygge mere i vejret. Kort sagt mere marked, og mindre statsstyring.

Med disse tre eksempler skulle det gerne være demonstreret, hvordan man kunne begynde at vælge borgerlige-liberale løsninger i stedet for socialdemokratiske. Dette ville også være en kærkommen lejlighed til igen at finde den bogerlige-liberale retorik frem.

Dertil kommer, at man har forholdsvis god tid til næste valg. Derfor vil flere af tiltagene nå at virke inden næste valg, og man vil således have dokumentation for retotikken. Dertil kommer at man allerede nu kan trække på hele regeringsapperatet til at underbygge sin retorik - en klar fordel fremfor at stå i opposition.

Således er jeg ikke ubetinget pessimist, der er en vej væk fra det socialdemokratiske tusindårsrige, men jo længere tid man bliver på det forkerete spor, jo sværer vil det være at komme over på det rette. Og min frygt er, at hvis man venter for længe vil det ikke ske før man har tabt regeringsmagten.

Den nuværende regeringen sidder tungt på magten, men prisen herfor er, at man har ofret politikken. Det er et faktum som alle borgerlige-liberale må kunne enes om. Der er dog en forskel. Nogen betragter den nuværende kurs som en nødvendighed for at beholde magten, andre (herunder jeg) er ikke helt enige.

Når man læser de politiske kommentatorer så findes der "en sandhed", den går ud på, at danskerne er socialdemokrater og derfor vil alt andet end socialdemokratisk politik betyde nederlag. Det er denne sandhed, som er skabt af regeringen og viderebragt af kommentatorerne. Men det er en sandhed med modifikationer - modifikationer, som dele af regeringen og dens støtter har forstået, andre har ikke. De der ikke har forstået det skader regeringen fremtidsmuligheder og bør derfor ikke tildeles fremtrædende poster.

Jens Rohde er en af de der har misforstået det. Hans seneste angreb på Charlotte dyremose viser dette med al tydelighed. Jeg kan varmt anbefale Dr. Mephistos analyse på punditokraterne. Det er Jens Rohde og ikke Peter Christensen der bør fyres!

En af de politiske kommentatorer, som jeg egentlig opfatter som grundlæggende borgerlig, men galt afsporet er Thomas Larsen. Han spiller helt med på både Jens Rohde og regeringens spil. Snak om skattelettelser vil give Socialdemokraterne vind i sejlene. Han har måske ret på den korte bane, men ikke på den lange.

Problemet er ikke så meget, at man ikke vil give skattelettelser nu. Problemet er den måde hvorpå man skyder dem ned! Man går ind på den socialdemokratiske retorik, bruger den og acceptere den. Og det er farligt. Det betyder nemlig, at man påvirker befolkningen. Ligesom den kan påvirkes i borgerlig-liberal retning, så kan den også påvirkes i socialdemokratisk retning.

I forbindelse med valgsejren i 2001 og i tiden derefter lykkes det regeringen at få gennemført og skabt succes om et skattestop, om økonomiske vurderinger af miljø-politikken, disciplin i folkeskolen, hårde straffe og højere fart på motorvejen. Altsammen borgerlig-liberal politik, som Socialdemokraterne og venstrefløjen var imod.

Hvis man går længere tilbage og ser på Venstre anno 1998, eller faktisk perioden fra 1987-1998. Så gik partiet ved samtlige valg frem på en klar borgerlig-liberal politik! Man var tæt på at vinde i 1998 på en politik bestående af skattelettelser, afskaffelse af efterløn og boligregulering. Der gives intet bevis for, at man ikke kunne have vundet i 2001 med den samme politik.

Men man lagde stilen markant om, og her nærmer vi os problemet. I 2001 valgte man 7 mærkesager, mærkesager der alle havde en tand af ideologi, som socialdemokraterne ikke kunne gå med til. Derfor fik man et klart valg, og her vandt den borgerlige-liberale politik.

Siden kom så Statsministerens berømte interview hvor han slog til lyd for en værdikamp, en værdikamp der skulle bane vejen for mere borgerlig-liberal politik. Problemet er at denne kamp indtil videre er tabt. Socialdemokraterne har vundet. Regeringen troede fra start, at værdikampen kunne kæmpes pr. stedfortræder. Den troede, at dens støtter kunne kæmpe og vinde, på trods af at man ikke selv var villig til at hjælpe med kampen.

Så langt tog regeringen ikke fejl, kampen kunne vitterligt kæmpes og vindes uden regeingens deltagelse. Men så kom problemerne. I sin iver for at holde sig ude af værdikampen og dermed skræmme vælgerne glemte man at dele strategien med egne folk.

Man glemte at fortælle egne politikere, organisation og bagland, at kampen stadig gik på mere borgerlig-liberal politik og ikke bare for at få magten og videreføre det socialdemokratiske tusindårsrige.

Denne forglemmelse er blevet dyr.

Det er denne forglemmelser der idag betyder, at store dele af regeringens partierne på både politikerniveau, organisationsniveau og blandt vælgere hylder "sandheden", nemlig at sejren vindes via socialdemokratisk retorik og derfor modarbejder de den borgerlig-liberale værdikamp.

Hvornår det sktete er svært at sige, men nu står man midt idet. Hvad er så konsekvenserne?

For det første så fører socialdemokratisk retorik socialdemokratisk politik med sig. Dertil kommer, at man via socialdemokratisk retorik også har flytte befolkningen og dermed vælgerne til venstre. Det betyder, at man nu er ved er ved at gøre "sandheden" sand. Det betyder, at man ikke alene har flyttet vælgerne, man har også fundementalt flyttet partiet Venstre mod venstre.

En afledet konsekvens heraf er, at man nu ikke længere konkurrerer på politik mod socialdemokrater. Man konkurrerer ikke på løsningsforslag og indhold. Man konkurrerer udelukkende på udseende. Man kan muligvis vinde denne kamp sålænge Anders Fogh står overfor Helle Thorning, men man kan ikke vinde magten på lang sigt. Før eller siden bliver vælgerne trætte af Anders Fogh eller også bliver Socialdemokraterne bedre til at sælge sig selv.

Indtil dette sker, vil Socialdemokraterne stadig kun vinde yderligere terræn. Magten vil de vinde med tiden - politikken har de vundet, og kun fordi de borgerlige-liberale partier har givet dem sejren og opgivet kampen.

I den forløbne uge fremlagde Thor Pedersen regeringens forslag til finanslov for 2007. Thor P var i fantastisk humør og virkede glad og tilfreds. Oppositionen var som altid sure og bitre, og jeg...jeg var lige ved at græde!

I år er der et overskud på 80 mia. kr. Næste år kommer overskuddet op på 60 mia. kr. Udlandet skylder lige nu Danmark omkring 100 mia. kr., mens vores udenlandsgæld stort set er væk efter næste år - med andre ord så er der overskud i statskassen.

Skal en del af overskuddet så tilbage til de der betaler gildet?? Nej, nej...overskuddet skal gå til mere velfærd. Og så er det, at det bare vælter med finanslovssludder ud af munden på de forskellige politiekere.

Oppositionen vil have regeringen til at bruge flere penge på velfærd. Den anfægter ikke, at der i dag bliver brugt flere penge end  nogenside før - man der skal altså tilføres flere. Det kan skyldes, at jeg ikke så samtlige nyhedsudsendelser, men som jeg forstod i hvert fald socialdemokraterne, så skulle den ekstra velfærd betales af det nuværende overskud, ingen besparelser her! Hvorfor var der ikke bare en journalist der spurgte socialdemokraterne hvad de tror der vil ske med økonomien, hvis man hævede det offentlige forbrug med endnu mere end det regeringen har forslået?

Og nu vi er ved journalisterne - hvordan kan det være, at Thor P (der gav rigtig mange interviews, også live) ikke blev spurgt om sammenhængen mellem at man for en uge siden mente, at skattelettelser ville medfører overophedning og at man nu øger det offentlige forbrug markant?

Det eneste tilnærmelsesvis fornuftige jeg hørte i går var Morten Helveg, der forslog at man fjernede top og mellemskat. Meget fornuftigt. Desværre ville han finansiere det ved at øge ejendomsbeskatningen - ikke min kop the, men bedre end alt det andet sludder man i går skulle høre på.

Til sidst kan jeg ikke lade være med endnu engang at fremhæve følgende svada fra David karsbøls kronik i Berlingske:

"Et eksempel på, hvorfor disse spørgsmål er vigtige, og hvorfor regeringens strategi er yderst risikabel, så man i midten af august, hvor ugebrevet A4s under-søgelser viste, at næsten halvdelen af danskerne mener, at den offentlige sektors service er værre nu end for fem år siden. Dette er på trods af, at regeringen har soldet et internationalt opsving op på at lade den i forvejen gigantiske offentlige sektor vokse ukontrollabelt. Det sørgelige er, at befolkningen sandsynligvis har ret"

Med andre ord - måske flere penge til offentlig velfærd slet ikke er vejen frem! Måske man hellere skulle give folk flere penge mellem hænderne og så lade markedet skaffe den nødvendige velfærd!

Et stort tillykke til FCK! Personligt havde jeg ikke regnet med at de havde en chance mod Ajax. Jeg var inde og se kampen i Parken og her var Ajax altså klasser bedre end FCK.

Måske fordi FCK kunne spille mere frigjort i går, måske fordi Ajax ikke havde den samme respekt som i Parken, måske var det bare dagen. Faktum er, at FCK tog en stor skalp i går. Ikke helt på niveau med Brøndbys sejr over Liverpool, men der opad.

Derfor var det også en stor sejr for dansk fodbold.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan de danske hold samler point til dansk fodbold. Hvad det angår kan vi nu se frem mod i aften, hvor der dels trækkes lod til til Champions League, dels spilles kvalkampe til UEFA-cuppen.

Regnestykket ser nu således ud for dansk fodbold:
FCK: 5,5
BIF: 2
RFC: 2
OB: 1

Det vil sige vi i alt har 2,625 - det er godt på vej mod de 4,500.

Nogen vil måske hævde, at FCK nu har tjent deres andel af point hjem til dansk fodbold, da de er nået over de 4,500 point. Hertil må man bare sige, at de vel lige skal vænne sig til rollen som fodboldflagskib. Rollen har i mange år hvilet på Brøndby, der på vegne af hele landet har måtte tjene point - titlen om mester forpligtiger, så FCK har bare at skrabe flere point sammen.

Men der er så at sige allerede 2,625 point i banken.

Og for FCK kommer der lige ca. 65 mio. kr. på kontoen, så mon ikke de får en enkel forstærkning eller to mere?

UPDATE: Så fik Brøndby og OB hentet 2 point ekstra til dansk fodbold. Det betyder, at vi nu har 12,5 på kontoen, hvilket ikke er langt fra de 18 point, der formentlig vil sikre os en ekstra UEFA-cup plads fra 2008. Vi mangler 5,5 point, hvilket er tre sejre(6 point) eller to sejre (4 point) og to uafgjorte (2 point). De danske hold har nu i alt 12 kampe til at få de point i.

Jeg har tidligere behandlet det danske skattesystem under titlen et sygt system. Men nu er den gal igen!

Nogle borgere i Århus ville gerne styrke integrationen og lavede derfor et system hvor man kunne udføre vennetjenester for sine naboer. Ideen er, at Hassan kan gå en tur med fru Jensens hund, der til gengæld læser historier for Hassans børn.

En meget simpel måde til at skabe mere integration på, ved privat initiativ. Men så nemt er det selvfølgelig ikke! Det danske skattevæsen står klar til at ødelægge initiativet. For den slags vennetjenester er jo skattepligtige - det er sort arbejde!!

Det er simpelthen surrealistisk at vi på den ene side godt kunne bruge en bedre integration og på den anden side modarbejder den slags små projekter...

Hvis man vil sort arbejde til livs, må man lette skatten betydeligt og fjerne nogle af de mest vanvittige afgifter.

Hvis man forsat mener, at der er et problem med sort arbejde, så gå efter den organiserede del - og lad dog almindelige mennesker være i fred!

I tilfælde du ikke allerede har læst dagens kronik i Berlingske - så gør det! David Karsbøl har forfattet kronikken, der handler om den borgerlige kulturkamp.

Her lige en smagsprøve...

"Men dette er overhovedet ikke sket. Alle antræk til kulturkamp er løbet ud i sandet i løbet af få uger pga. svag retorik, inkompetence og manglende momentum. Hvem husker »Noget for noget«? Hvem har set skyggen af begrænsninger af myndighedernes adgang til privates grundlovssikrede ejendom? Hvornår har regeringen sidst argumenteret for nødvendigheden af at reformere den offentlige sektor eller for regulære privatiseringer?

Et eksempel på, hvorfor disse spørgsmål er vigtige, og hvorfor regeringens strategi er yderst risikabel, så man i midten af august, hvor ugebrevet A4s under-søgelser viste, at næsten halvdelen af danskerne mener, at den offentlige sektors service er værre nu end for fem år siden. Dette er på trods af, at regeringen har soldet et internationalt opsving op på at lade den i forvejen gigantiske offentlige sektor vokse ukontrollabelt. Det sørgelige er, at befolkningen sandsynligvis har ret"

Tag den! og den...

"Regeringens socialdemokratiske retorik har ført til, at den politiske dagsorden i dag drejer sig om, hvor mange ressourcer den offentlige sektor skal have tilført, i stedet for om det overhovedet giver mening, at den skal udføre alle de opgaver, den i forvejen er engageret i."

Hørt, hørt!

"Hvis Anders Fogh Rasmussen har tænkt sig at skabe sig et eftermæle som en statsmand, der betød noget for eftertiden, er det på høje tid, at han bevæger sig op fra det retoriske Hardy Hansen-niveau til de lidt højere luftlag. Han bør snart give os en idé om, hvorfor det var afgørende, at nogle af os stemte på ham og ikke på Villy Søvndal."

Efter endt læsning, sidder man som læser tilbage med samme spørgsmål som David - hvorfor stemte man egentligt på venstre ved sidste valg?

Den seneste tid har skattedebatten kørt i medierne, primært med fokus på skattelettelser. Et argument kommer altid med usvigelig sikkerhed altid ind i debatten

Hver gang nogen forslår at fjerne topskatten hiver venstrefløjen(og andre "venstre"-orienterede) argumentet om de bredeste skuldre frem. Dogmet lyder, at de bredeste skuldre skal bære mest. Det er et meget underligt argument mod skattelettelser. Enhver kan se, at 40 % af 1. mio. kr. er mere end 40 % af 200.000. Derfor vil de der tjener mest altid betale mest.

Men i det hele taget virker dogmet om at de bredeste skuldre skal bære mest underligt. Det svare til, at jeg efter store indkøb i supermarkedet finder en bodybuilder til at bære min vare hjem - han har jo de bredeste skuldre. Doktrinen hviler på den fejlslutning, at de med "smalle" skuldre har et krav på de "bredde" skuldres arbejde.

Om dette arbejde består i at få dem til at bære supermarkedsvare hjem, eller de skattekroner de betaler er principielt lige meget. Derfor må vi denne myte til livs. Alle burde betale det samme til fællesskabet.

Ideen om at de bredeste skuldre skal bære er i virkeligheden en forlængelse af det marxistiske begreb om at "yde efter evne og nyde efter behov". Hvis vi som borgerlig-liberale skal vinde værdikampen, så skal vi have bugt med dette mantra!

I stedet burde det hedde, at man skal yde efter lyst og nyde efter fortjeneste. Hvis vi gav mere plads til frihed og markedsøkonomi, ville velstanden i samfundet netop blive fordelt således - efter fortjeneste.

Desværre er lever myter som den om de bredeste skuldre og "yde efter evne og nyde efter behov"-tankegangen i bedste velgående langt ind i de borgerlige partier.

Så gode råd er dyre...

I denne uge skal de danske hold forsøge at spille sig videre i de internationale turneringer. Det har stor betydning, for dansk fodbolds fremtid, at de klare sig godt. Når pladserne i diverse turnerin-ger(Champions League og UEFA-cuppen) skal fordeles sker det efter et indviklet system.

Jeg har tidligere selv undret mig en del over hvordan systemet fungere og hvor godt skal de danske hold klare sig, hvis vi skal have flere hold ud i Europa? Hvis man har lyst kan man læse reglerne her. Hvis man vil have en hurtig gennemgang, så læs videre...

Først laver man en rangliste over de enkelte lande på baggrund af deres præstationer de sidste 5 år. Placeringen på ranglisten bestemmer så hvor mange hold man har med i diverse turneringer og hvor-når holdene indtræder i tuningerne. Grænserne går for deltagelse i champions League ved 1-9. plad-sen, 10-15. pladsen, 16-25. pladsen og 26- pladsen på listen. Og for UEFA-cuppen ved 1-8(-13) plad-sen, 9-17. pladsen, 14-18. pladsen, 18-21. pladsen, 19-49. pladsen på ranglisten(overlap skyldes specielle regler for vindere af de nationale cups). Danmark er lige nu nr. 23 på listen.

Hvert land optjener point hvert år og de sidste 5 års point bestemmer som sagt hvilken placering man har på listen. Det antal point et land optjener på et år divideres med det antal hold der har deltaget fra de enkelte lande. Det betyder, at det ikke nødvendigvis er en fordel at have mange hold med, hvis de hold klare sig dårligt.

Ikke desto mindre er det attraktivt at være højt placeret på listen, således der er så mange europæiske pladser som muligt at spille om. Europæisk bold er nu engang lig med flere TV-penge, flere reklame-penge og flere kampe med mange tilskuere - specielt hvis man får de attraktive kampe mod større europæiske hold.

Derfor er det så vigtigt at de danske hold klare sig godt.

Man får point som følger: I kvalifikationsrunderne får man 1 point for sejre og 0,5 point for uafgjorte. I hovedturneringerne får man 2 point for sejre og 1 point for uafgjorte. For hvert hold der kommer til gruppespillet i Champions League gives der 3 point, yderligere gives der et point ekstra for hver runde et hold kommer videre end gruppespillet. På samme vis gives der 1 point til hold der kommer i kvart- semi og finale i UEFA-cuppen.

Så meget om selve systemet...

Da placering afgøres af de sidste 5 års resultater, er det værd at se på hvordan det gik for Danmark dengang. Vi havde faktisk vores bedste sæson i 10 år og fik 4,500 point. Det betyder, at vi i år skal have minimum 18 point (4,5*4). Til dato har de danske hold optjent som følger:
FCK: 1,5
BIF: 2
OB: 1
RFC: 2

Det betyder, at de danske hold har optjent 1,625 point(6,5/4). Der er pt. 1,3 point op til den 21. plads der giver en ekstra billet til UEFA-cuppen. Afstanden afgøres dertil også af hvor godt landene foran os klarer sig.. Målet må dog stadig være, at de danske hold skraber 4,500 point sammen, som i sæsonen 2000/2001.

Hvis man er optimist, så vil Danmark få 4 hold i UEFA-cuppen og så er målet ikke så langt væk. Hvis man er pessimist så får vi kun et enkelt - og så bliver det svært!

Den kommende uge vil vise om de danske hold slår til.

I forbindelse med kommunalvalget i København kom Ritt B med et løfte om, at hun ville skaffe 5000 nye boliger til 5000 kr. pr. mdr.

Planen blev af mange opfattet som visionær og en mulighed for, at folk med mindre indkomster kunne få en bolig i København.

Jeg bor selv i København, så jeg kender alt til de meget høje priser. Jeg kan også godt forstå, at nogen mener det kan blive et problem, hvis almindelige mennesker ikke har råd til at bo i byen - men jeg forstår ikke de forslåede løsninger.

Hele problemet på boligmarkedet er overdrevet regulering. Specielt lejereguleringen er et problem. Ritt's løsning var ikke direkte regulering, men et kommunalt finansieret projekt, der skulle skaffe billige boliger til byen.

Projektet er imidlertid støt på et par problemer.

Allerede da projektet blev sat i søen var der røster fremme om, at det ikke ville hænge sammen økonomisk. Det lader nu til at denne sandhed også er ved at gå op for Ritt.

Selvom kommunen laver alle mulige krumspring med salg af billige grunde, opret-telse af fonde og ændringer af lokalplaner, som almindelige entrepenører aldrig ville få igennem, så hænger regnestykket bare ikke sammen.

Det har ført til en mindre føljeton af løsningsforslag. Primært fra fonden, der skal stå for byggeriet - men også andre har været på banen. Mest af alt ligner det en sand sværm af prøveballoner fra Ritt, for at finde en mulig udvej, der ikke vil koste hende al troværdighed.

Det var så pris problemet.

Et andet problem, som ligger lidt længere ude i fremtiden er fordelingen af boligerne. Der bliver tale om boliger, som er billigere end hvad man kan få på markedsvilkår. Derfor vil de selvfølgeligt være attraktive. Derfor er det også interessant, hvordan Ri...øh..fonden vil fordele dem. Bliver det lodtrækning? Først til mølle? Eller hvem der er medlem af partiet? Ingen ved det. Normalt ville markedet gribe ind, og finde en pris, der ville stige indtil der kun var 5000 købere.
Denne model kan man imidlertid ikke bruges, da prisen jo ligger fast.

Det kan godt være, at jeg er lidt skadefro. Men når nu Ritt har bestemt at mine skattekroner skal bruges til så tåbeligt et projekt, kan man ikke lade være med at trække lidt på smile båndet over hendes kvaler ved forslaget....Men så kommer jeg i tanke om, hvem der betaler og pludselig er jeg knap så munter.

Hvad tror du bliver den endelige pris på boligerne?

<script type="text/javascript" src=http://x1.quickpoll.dk/qp/qp/QPServlet?pollid=AE3CE></script>

UPDATE: Det lader til at der er flere, som ikke tror at Ritt's planer kan lykkes. Ihver fald ifølge Politiken.

I både aviser og TV har flere borgmestre indledt et angreb på regeringens skattestop. De vil have lov til at hæve skatten, da de mener kommunerne fattes penge.

I går havde TV-avisen trukket Skatteminister Kristian Jensen i studiet for at svare på, hvorfor man ikke bare kunne droppe skattestoppet. Kristian Jensen startede med det sædvanlige forsvar, nemlig at borgerne betaler nok i skat og har skattestop-pet er en central del af regeringens politik.

Yderligere adspurgt kom han dog med et nyt og meget vigtigt argument, som journalisten totalt overhørte(eller måske ikke forstod). Argumentet var, at kommunerne i forvejen brugte for mange penge. Hvilket er et problem for dansk økonomi.

Desværre sluttede interviewet med dette argument. Derfor blev der ikke gået kommenteret mere på den del af problemet. Desuden var det tydeligvis enten ikke noget man havde tænkt på da man interviewede de utilfredse borgmestre, eller også ville et sådant argument ødelægge den vinkel man havde lagt på indslaget.

Det er egentlig en skam, at argumentet spiller så tilbagetrukket en rolle i debatten om servicen i kommunerne. Det er kommunerne der driver det offentlige forbrug i vejret, da de hvert eneste år bryder deres egne budgetter. Hvis man giver dem lov til at hæve skatten, vil de blot sætte yderligere gang i det offentlige forbrug. Derfor er det så nødvendigt, at kommunerne holder deres budgetter og at de derved prioriterer mellem de forskellige opgaver.

Hvis forbrugsfesten forsætter i det offentlige forbrug, vil det have en uheldig betydning for den danske økonomi. Det offentlige vil således være med til at forværre problemet med at skaffe medarbejderer til det private erhvervsliv.

Hvis man har problemer med at skaffe penge i Helsingør, så kunne man jo overveje at spare her!